I dag stammer næsten alle genanvendte tekstilmaterialer fra industrirester (pre-consumer), hvor kvalitet og sammensætning er kendte, men mængderne begrænsede og priserne høje. Imens udnyttes de enorme mængder brugt tekstil fra husholdninger (post-consumer) stort set ikke, blandt andet på grund af risiko for uønsket kemi og varierende kvalitet. Projektet "Ren Cirkulær Tekstilproduktion" vil demonstrere tekstil-til-tekstil genanvendelse af husstands tekstilaffald i fuld skala ved at udvikle testprocedurer for kemiske indholdsstoffer, opskalere brugbare fibre og afprøve materialerne i hele værdikæden. Konsortiet samler ledende tekstilvirksomheder og videninstitutioner. Målet er at skabe tekstiler, der matcher konventionelle produkter på pris og kvalitet, men med markant lavere miljøaftryk – og sikre en cirkulær fremtid for den danske tekstilindustri.