Sammenlignet med eksisterende processer anvendes en mere skånsom varmeproces, der bevarer materialets gode egenskaber til særlige værdiformål. Energi til opvarmning af processen baseres på miljørigtige biofyringsemner, f.eks. affaldstræ og lignende. Der er i Danmark store mængder af forurenet fejesand, rensesand mm. samt forurenet jord, der er vanskelige at genbruge på miljørigtige måder, idet forureningsgraden er for høj. Danske råstofreserver, sand og grus, er under pres og en effektiv og miljørigtig metode til oprensning og genanvendelse af betydelige mængder fejesand, rensesand mv. vil være et meget betydningsfuldt bidrag til aflastning af de danske råstofreserver og medvirke til miljørigtig forsyning med sand til en række formål. De nye, renere teknologier vil, foruden at løse en række miljø- og disponeringsproblemer vedr. forurenet sand og jord på mellemlang sigt, kunne skabe værdi og en omsætning i Danmark på i alt 120 - 175 mio. kr./år, og en direkte beskæftigelse på 50-80 arbejdspladser samt afledt beskæftigelse. Teknologierne vil rumme store yderligere perspektiver ved udbredt anvendelse i Danmark og ved eksport til mange andre europæiske lande, som har tilsvarende problemstillinger.