Fremtidens genanvendelige plastkompositter

2022

Hærdeplastkompositter er ikke genanvendelige og havner derfor oftest på deponierne ved end-of-life.

Anvendes termoplast i stedet for hærdeplast kan materialet omformes, hvilket muliggør genanvendelse. Imidlertid har termoplastkompositter lavere styrke end hærdeplastkompositter på grund af den ringe vedhæftning mellem termoplast og fibre, og termoplastkompositter er derfor i dag ikke et reelt alternativ. Projektet vil introducere genanvendelige, fiberforstærkede plastkompositter til højstyrkeapplikationer og således inkludere plastkompositter i den cirkulære økonomi. Dette vil fjerne behovet for fremtidigt deponi af plastkompositter fra blandt andet vindmøllevinger, biler og fly. Kompositterne vil bygge på Radisurfs unikke coatingteknologi, der gør det muligt at danne en stærk vedhæftning mellem forskelligartede materialer, der i projektet vil blive forberedt og opskaleret til fuldskala. Fyrtårnsprojektet vil derfor opskalere og demonstrere RadiSurfs teknologi, RadiSize, til coating af fibre, såkaldte RadiFibers. Teknologien muliggør en op mod 8 gange højere vedhæftning mellem fibre og termoplast i kompositter i forhold til eksisterende teknologier. Comfil og LM Wind Power (LM) vil demonstrere anvendelse af RadiFibers til produktion i fuldskala af hhv. fibergarner og kompositter.

Udfører/hovedansøger Teknologisk Institut
Øvrige samarbejdspartnere RadiSurf ApS
COMFIL ApS
LM WIND POWER A/S
Projektets samlede budget DKK 21.782.279,00
Bevillingsstørrelse tildelt DKK 9.304.132,00