Hvis det er muligt at reducere NOx-udledningen med ca. 50 % (med udgangspunkt i 300 mg/Nm3) vil det samlet give en væsentlig miljøforbedring. Afbrænding af biobrændsler samt udviklingen af bio-olier og forgasningsanlæg er i kraftig vækst, hvilket betyder, at der i fremtiden vil være et højt reduktionspotentiale. Dette gør det hensigtsmæssigt at udvikle NOx-reducerende anlæg til biomassefyrede kedelanlæg. Formålet med projektet er at udvikle et NOx-reduceringsanlæg baseret på teknologien SNCR (Selective Non Catalytic Reduction); en kendt teknologi på konventionelle anlæg. Det primære er at udvikle et billigt standardanlæg med anvendelse af standardiserede komponenter. Hvis dette er muligt, vil det give et økonomisk incitament for anlægsejerne til at reducere NOx-udledningen.