Med den politiske intention om udbygning af biogasenheder vil det være hensigtsmæssigt at skærpe emissionskravene væsentligt for biogasmotorer i forhold til den nuværende bekendtgørelse. Motorproducenterne udvikler løbende på forbrændingsteknikken for at optimere denne og derved reducere udledningen af skadelige stoffer i røggassen. Men i mange tilfælde er de miljømæssige krav væsentligt større end det fabrikanterne umiddelbart kan opnå. Derfor vil der være et behov for rensning af røggassen. Formålet med projektet er at udvikle og idriftsætte et standard-katalysatoranlæg (SCR- og oxidationskatalysatoranlæg) til en biogasmotor, således at udledningen af NOx, CO og formaldehyd (FA), og derved også lugtgener fra røggassen, reduceres effektivt.