I praksis er der kun et pesticid på markedet, som for at have den ønskede effekt, kræver aftopning af kartoffelplanten, der medfører, at bakterier via safttåger og nedsivning kan spredes fra syge til sunde kartoffelknolde med dårligere kvalitet og opbevaringsevne til følge. Projektet vil imødekomme en væsentlig udfordring for dansk kartoffelavl og sikre to effektive veldokumenterede metoder til vækststandsning uden brug af pesticider og eliminere smittespredning. Første metode omfatter færdigudvikling, dokumentation og demonstration af en præcis, effektiv og skånsom løsning til mekanisk vækststandsning af kartoffelplanter i én arbejdsgang, uanset sort og anvendelse, hvor bakterier uskadeliggøres, inden de trænger ned i åbne stængler eller siver via jorden ned til de sunde kartoffelknolde.
Anden metode er baseret på anvendelsen af en almindelig aftopper efterfulgt af brænding med minimalt gasforbrug, som sikrer både en effektiv nedvisning og eliminerer risikoen for smittespredning. Projektet vil have en væsentlig positiv miljø- og klimaeffekt, da behovet for pesticider til vækststandsning bortfalder, samtidig med at brændstofforbruget og dermed CO2 udledningen reduceres væsentligt. Der gennemføres en stribe demonstrationer for at sikre fuld dokumentation af de faktiske effekter, der formidles til branchen via relevante aktører og medier.