Projektet bygger på at skabe viden om antimikrobiel aktivitet i disse sidestrømme og hvordan det bedst fremkaldes, dvs. vi vil optimere råmaterialerne ved at identificere de bedste antimikrobielle kilder og ærtesorter, optimere produktionsmetoden ved at identificere aktive stoffer og optimere procesbetingelserne til deres fordel og teste antimikrobiel aktivitet i både kontrolleret miljø og industriel praksis.
De udviklede ingredienser kan tilsættes fødevarer der er udfordret af vækst af især coliforme bakterier og dermed forlænge holdbarheden og reducere madspild. Derudover følger erstatning af kød med bælgfrugter eller andre planteingredienser de officielle danske kostråd. Projektet bidrager dermed til strategien for landbruget om gradvist at reducere kødproduktion i Danmark, og erstatte denne med dyrkning af bælgfrugter, hvilket også vil fremme biodiversitet.