Disse faktorer får allerede stor opmærksomhed, men de bliver tiltagende vigtigere for landmændene, når der skal vælges genetik til fremtidens produktion. DiGiSOW leverer en mere holdbar so med højere so-overlevelse gennem en digital transformation af måden, hvorpå avlsvurdering af styrke og holdbarhed gennemføres. Traditionelt foretages den avlsmæssige vurdering af styrke og holdbarhed vha. en subjektiv manuel vurdering en enkelt gang i soens levetid. Denne vurdering bliver i projektet digitaliseret via kontinuerlig kameraovervågning af søerne i stalden hos avlsbesætningerne.
Projektet vil levere et TRL8 niveau af en komplet platform for systemet, der inkluderer kameraovervågning af avlssøer, udvikling af metodik til automatisk måling af fænotyper, estimering af avlsværdier samt beregning af forventet genetisk fremgang ved anvendelse af nye digitale egenskaber for styrke og holdbarhed for søer. Projektet DiGiSOW vil transformere avl for holdbarhed til en bæredygtig model for so-hold og dermed understøtte den danske grisebranche. Et konservativt estimat for værdiskabelsen kan angives til en nettonutidsværdi på 170 mio. kroner over de næste 10 år med en estimeret tilbagebetalingstid på 2 år.