Metoden er udviklet på en medicinsk klasse 3B/4 laser, der med målrettet photobiomodulerende behandling, potentielt fuldstændigt vil kunne erstatte behandling af yverbetændelse med antibiotika. Yverbetændelse er en meget hyppig sygdom i mælkeproduktionen med væsentlige negative produktionsøkonomiske effekter og et betydeligt antibiotikaforbrug. Antibiotika er generelt uønsket i husdyrproduktionen; men der mangler effektive alternativer, som også imødekommer dyrevelfærd. Gennemførte behandlinger (cases) tyder på, at behandling med laser er mindst lige så effektiv som hidtidig antibiotikabehandling af yverbetændelse.
Det forventes, at behandlingsmetode og ny laser kan færdigudvikles, forbedres og standardiseres til en behandlingspakke for bredt kommercielt brug, og at behandlingseffekten på dyrevelfærd og produktion kan synliggøres i forhold til de eksisterende antibiotikabehandlinger af yverbetændelse. Overgang til laserbehandling vil kraftigt reducere det nuværende, store madspild i form af tonsvis kasseret mælk fra antibiotikabehandlede køer. Desuden vil laserbehandling reducere landbrugets CO2- udledning, idet færre malkekøer potentielt skal udskiftes pga. yverbetændelse, hvilket sænker behovet for ungdyr.