Begrænset adgang til effektive løsninger for ukrudtsbekæmpelse gør det i stigende grad vanskeligt at opretholde de høje kvalitetskrav, særligt inden for plænegræsproduktionen. Frøbranchen er ramt af en ny virkelighed: De kemiske løsninger til ukrudtsbekæmpelse forsvinder, inden andre løsninger er fundet. PRÆCISIONSFRØAVL skal udvikle et rækkedyrkningskoncept, hvor afgrøden er etableret i tætte, ubrudte bånd, og alt hvad der står udenfor defineres som ukrudt. På baggrund af markdata udvikles algoritmer til afgrødegenkendelse, og software som omsætter informationerne til digitale kort for præcisionsukrudtsbekæmpelse. Potentialet ved fuld mplementering er en reduktion af pesticidbelastningen fra herbicider med 43% (27.886B) efter fem år, og den økonomiske gevinst på firmasiden forventes at være 164,7 mio kr. de første 3 år efter projektet. For landets 3.000 frøavlere skønnes den videre økonomiske effekt at være 39,9 mio. kr. pr. år samt de positive klimaeffekter af en øget kulsstofindlejring i jorden og mindre næringsstoftab ved frøgræsdyrkning. Aarhus Universitet (AU), Syddansk Universitet (SDU), SEGES og frøbranchen vil arbejde sammen med innovative frøavlere på at udvikle nyt dyrkningskoncept. Det skal tackle erhvervets konkrete udfordringer, så eksportfremgangen kan fortsætte, og frøavl fortsat vil være en attraktiv afgrøde for danske landmænd.