Indenfor en kort årrække i forlængelse af projektet er målet 3000 tons om året i Bælthavet. Strandkrabber forekommer i meget store tætheder i danske kystvande, hvor de skaber miljømæssige problemer ved at spise ålegræs, fiskeyngel og bundnære arter som muslinger. Strandkrabber udgør imidlertid også en underudnyttet ressource som en værdifuld kilde til marine produkter, som det ikke har været muligt at finde økonomisk bæredygtig anvendelse for i betydende mængder. Ved at udvikle en ny afsætning af krabberne går fangsten af strandkrabber således fra at være discard, der påvirker miljøet med organisk materiale og næringsstoffer, til at blive en bæredygtig ressource. I KRABFISK skal strandkrabberne primært bruges til at lave et smagsprodukt i pulverform. Derudover vil projektet udvikle opbevaring på fiskerihavnene af krabber på en måde, der er omkostningseffektiv og sparer transportomkostninger. Dermed banes der også vej for anden økonomisk bæredygtig udnyttelse af strandkrabber, fx til fersk konsum. Projektet omfatter hele værdikæden med et partnerskab bestående af fiskere, forarbejdningsindustri og universiteter. Fiskeri efter strandkrabber foregår med standende redskaber i form af ruser og tjener, som har meget lav påvirkning af havbunden og hvor fiskeriet har et lavt CO2-fodaftryk.