Fish vision - AI-baseret computervision teknologi til kontinuerlig observation af fisketrivsel i fiskefarme

2023

Fiskefarming er dilemmafyldt.

Som proteinkilde er fisk godt for både folkesundheden og klimaet, og på verdensplan er der stort behov for at øge en bæredygtig produktion af opdrættede fisk. Samtidig er produktionsformen forbundet med miljømæssige og potentielt også sundhedsmæssige problemstillinger, der mangler velfungerende løsninger. Ligesom lønsomheden i erhveret er udfordret. Dette projekt adresserer den mest essentielle og samtidig mest underbelyste parameter i produktionen, nemlig dyb indsigt i og kontinuerlig overvågning af fiskenes trivsel. Projektet fokuserer på to arter og vil i samarbejde med en udvikler af dambrugsløsninger og en stor dansk opdrætsvirksomhed udvikle og tilpasse en AI-baseret computervision teknologi, der muliggør løbende overvågning af sundhedstilstand, størrelse og fisketrivsel samt miljø i fiskefarme. Slutproduktet, en IntelliFish-enhed, bygger på teknologi udviklet til monitorering af lignende parametre i rejefarming, der i projektet bliver videreudviklet, testet og overført til produktion af fisk. Her vil en kontinuerlig, lettilgængelig og artsspecifik datadrevet overvågning af, hvordan fiskene svømmer rundt og har det, kunne tilføre opdrætterne en biomasseindsigt, der både kan reducere dødelighed (25%) ved tidligere detektering af sygdom og anomalier i fisk og miljø, og optimere fodermængden (2%) og fiskevæksten (5%), alle forbedringer, der direkte gavner dyrevelfærd og økonomi samt reducerer negative miljø- og klimaeffekter.

Udfører/hovedansøger Sincere Aquaculture ApS
Øvrige samarbejdspartnere AQUAPRI DENMARK A/S
Plast Solutions ApS
Projektets samlede budget DKK 4.501.500,00
Bevillingsstørrelse tildelt DKK 2.631.600,00