Skagerak Processing vil i samarbejde med DTU Food og med ekstern bistand fra Kulinarium ved Aalborg Universitetshospital udvikle to nye lakseprodukter målrettet ernæringstruede patienter og borgere i sundheds- og plejesektoren. Produkterne skal baseres på laksefraskær som hovedingrediens. Skagerak Processing producerer årligt flere tusind tons fraskær, og virksomheden vil med projektet flytte ca. 25% fraskær højere op i værdikæden i modsætning til nu, hvor det udnyttes til foderproduktion og kosttilskud (fiskeolie), altså lavt i værdikæden. På kort sigt skal der endvidere indkøbes fraskær fra andre lakseforarbejdningsvirksomheder, hvilket giver en videre økonomisk effekt for disse virksomheder (stigende i de efterfølgende år). De primære effekter i projektet er Bæredygtig Ressourceanvendelse og Human Sundhed og Ernæring. Som resultat af projektet kan Skagerak øge råvaremængden til fødevareproduktion med 7% med samme input af laks ind i produktionen. Derudover vil de nye produkter udviklet i projektet gøre laks mere pristilgængeligt for sundheds- og plejesektoren i Danmark og på udvalgte eksportmarkeder. Laks vil oftere komme på menuen i sundheds- og plejesektoren og ernæringstruede patienter og borgere vil få gavn af et energitæt og proteinrigt lakseprodukt. Projektet vil samtidig åbne op for sundheds- og plejesektoren i Danmark og udvalgte eksportlande som nye kundesegmenter for Skagerak Processing.