Studier viser, at sphingomyelin (SM) spiller en væsentlig rolle i udviklingen af nervesystemet i den tidlige barndom ligesom man ser et markant fald i SM i nervesystemet hos ældre. PL i mælk er særligt beriget for SM. Dette relateres til at mælken skal tjene som føde til den nyfødte kalv, der er i kraftig vækst og udvikling. Ved fraktionering af økologisk mælk via filtrering fremkommer der en kaseinrig fraktion der indeholder PL i mindre mængder. Kaseinfraktionen er særdeles anvendelig til osteproduktion og drikke. Hvis man introducerer et yderligere filtreringstrin er det muligt at isolere en SM-rig PL fraktion uden at det går ud over de funktionelle egenskaber af kaseinerne i forhold til optimal ostning- og drikke-anvendelse. PL og SM er meget oxidativt ustabile molekyler og isolering af en SM-rig PL fraktion direkte via skånsom mælkefraktionering forventes at have en forbedret biologisk aktivitet. Dette vil blive demonstreret ved forskellige biokemiske analyser samt efterfølgende måling af inkorporering af SM direkte i hjernevæv. I dag produceres PL-rige ingredienser fra ostevalle. Det nye økologiske produkt som skal udvikles, vil være unikt på markedet både pga at være økologisk samt dets skånsomme processering og en bæredygtig proces, der reducerer CO2 -footprint i forhold til den traditionelle fremstilling i dag.