SUBLEEM 2.0 har til formål at etablere et pilotskala bioraffineringsanlæg til forarbejdning af grøn biomasse, gennem hvilket det er muligt at vurdere potentialet af raffineringsstrategier og produkter. Anlægget skaber de nødvendige forudsætningerne for, at danske virksomheder kan opskalere grøn bioraffinering til demonstrations- og kommercielle anlæg. Teknologisk Institut har allerede et pilotanlæg til indledende forarbejdning og seperation af biomasse. Ved at tilføje yderligere separationsudstyr til det eksisterende, vil mulighederne for at generere værdifulde produkter ud fra grøn biomasse tilvejebringes. Udvidelsen af anlægget med enheder til ultrafiltrering og søjleoprensning vil gøre det muligt at fremstille oprensede proteiner, kostfibre samt biologiskaktive stoffer. Fremstillingsmetoderne skal sikre, at produkternes funktionalitet og kvalitet bevares med henblik på anvendelse i fx funktionelle fødevarer som sikrer høj værdi. Hermed kan skabes grundlag for udvikling og optimering af forretningsmodeller. Der er stor gevinst for dansk erhvervsliv, og samfundsøkonomien generelt, ved at øge produktion og udnyttelse af grøn biomasse til fremstilling af fødevarer, foder samt funktionelle biobaserede produkter og materialer. Herved opnås en lang række miljø- og klimamæssige fordele. Projektet bidrager til at sikre en bæredygtig, grøn omstilling i Danmark.