Steviaplanter og udtræk heraf, der søder 300 gange mere end sukker, er i øjeblikket ikke godkendt som fødevare i EU, men det forventes inden for relativ kort tid at blive godkendt, enten som almindelig fødevare eller som 'novel food'. Det er derfor nødvendigt at starte Grøn Stevia projektet allerede nu, for at være i en klar førerposition når godkendelsen kommer. De involverede virksomheder udformer, indsender og betaler for en ansøgning om godkendelse i EU. Resultatet giver mulighed for at fremstille økologiske fødevarer sødet med økologisk steviol-glycosid fra økologisk dyrkede danske steviaplanter. Steviaproduktet vil sænke sukkerforbruget væsentligt og dermed reducere forekomsten af fedme og diabetes, der i øjeblikket koster samfundet 14 mia. kr. pr. år. Projektet vil i fase 1 udvikle teknik til økologisk forsvarlig vandig ekstraktion af steviaplanten og til oprensning med membranfiltrering. Samtidigt screenes selektioner af steviaplanten for bedst egnede til dansk dyrkning. I fase 2 udvikles et pumpbart høj-viskøst vandigt steviaprodukt som sødemiddel til brug i fødevarer. Der udvikles optimal dyrkningsteknik til dansk økologisk produktion. Til slut dyrkes testproduktioner i storskala til lancering af nye økologiske produkter sødet med steviaproduktet sammen med en række økologiske virksomheder.