Grøn vækst ved opdræt af levekyllinger med kunstige kyllingemødre

2012

Projektets formål er at udvikle en kunstig kyllingemor til brug under opdræt af levekyllinger samt at dokumentere dens forventede positive effekter på dyrevelfærd og produktionsøkonomi.

Kunstige kyllingemødre er lavenergiforbrugende varmeplader, der supplerer kyllinger med den ekstra varme, som de kræver under de første 4 ugers levetid. Rumtemperaturen i stalden kan derved reduceres med gennemsnitlig 6 grader C. Positive effekter af kunstige kyllingemødre forventes på de tre største velfærdsproblemer i æglæggerindustrien; fjerpilning, kannibalisme og klumpning. Desuden ventes øget produktionseffektivitet i form af en forbedret foderudnyttelse og en stigning i det totale antal æg pr indsatte flok. Pesticidforbruget reduceres som følge af det lavere foderforbrug. Hvis 50% af alle levekyllinger i DK opdrættes med kunstige kyllingemødre vil en øget fortjeneste på 15 mio. kr./år kunne opnås. Årlig udskillelse af kvælstof og fosfor reduceres med henholdsvis 94 og 17 ton. Besparelsen i varmeforbruget svarer til en reduktion i CO2 udledning på 464 ton/år. Projektet er yderst aktuelt pga. 1) det nuværende høje niveau af velfærdsproblemer i æglæggerindustrien, som anses for at være etisk uacceptabelt og forventes at stige med et muligt forbud mod næbtrimning, 2) krisen i landbruget, som tvinger landmænd til at reducere omkostningerne og 3) klimaforandringerne, som har negative konsekvenser på samfund over hele verden. Dette projekt bidrager til en løsning på alle tre problemstillinger.

Udfører/hovedansøger Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet
Øvrige samarbejdspartnere JYDEN BUR A/S
Landbrugsstyrelsen
LANDMAND OG UDLEJER HANS RAUFF HANSEN
Projektets samlede budget DKK 2.909.314,50
Bevillingsstørrelse tildelt DKK 2.385.500,00