Vækstpotentialet for opdræt af regnbueørreder i Danmark er derfor i høj grad afhængig af, at der findes en løsning på ERM problemerne. Der findes kommercielle tilgængelige vacciner mod ERM, men på trods af intensiv brug er antallet af udbrud og mængden af anvendt antibiotika ikke afgørende faldende. For nuværende vaccineres fisken ved at dyppe den som ca. 4-5 g. i vaccineopløsningen. Det har dog vist sig at denne vaccinationsform kun har begrænset beskyttelse, og den opnåede effekt er forholdsvis kortvarig (Dansk Akvakulturs Veterinærstrategi samt igangværende forsøg på KU-Life/DTU-Vet)). Forskning har dog vist, at såfremt vaccinen injiceres i den enkelte fisk så giver det væsentlig bedre beskyttelse (Barbara Nowak, præsentation DAFINET 2010). I øjeblikket findes der dog ingen stikvaccinations metode, som er økonomisk rentabel i forbindelse med produktion af regnbueørreder til portionsstørrelse (300-500 g). Projektets formål er derfor, at udvikle og efterfølgende afprøve en vaccinationsmaskine, som kan stikvaccinere små fisk rentabelt. Og i den forbindelse at opsætte en ny vaccination strategi på udvalgte dambrug og efterfølgende vise at antibiotikaforbruget til ERM mindskes eller ligefrem elimineres. Forbedret beskyttelse mod ERM vil øge fiskevelfærden samt reducere udledningen af N og P pr kg slagtet regnbueørred samt nedsætte udledningen af mijøfremmedes stoffer til miljøet. Hermed vil projektet kunne bidrage til mere en bæredygtigt miljø- og velfærdsmæssig produktionen af akvakultur fisk samt øge effektiviteten og produktiviteten generelt i fiskeopdrætssektoren.