Drænvand til proteinfoder og bioenergi - Dyrkningssystemer til vandplanter baseret på drænvand

2011

Projektet vil demonstrere, at vandplanter kan dyrkes i drænvand – og efterfølgende blive høstet for at blive anvendt til enten foder eller energi.

Det betyder en mindre udvaskning af kvælstof, også selvom mængden af nedbør er stigende som følge af klimaændringerne. Rent fysisk foregår projektet på Lisgård gods på Djursland, hvor der skal udføres storskala forsøg. Parallelt foregår en række mindre forsøg hos de øvrige partnere, der understøtter enkelte dele af projektet. Der bliver fx målt på forskellige vandplanters – makroalgers - evne til at optage næringsstoffer og deres kvaliteter i forhold til at kunne anvendes enten til energi- eller foderformål. På den måde får projektet screenet en række planters egnethed – både de planter, som umiddelbart er mest oplagte at anvende, men også andre makro-alger for at se, om der ligger et ukendt potentiale gemt i dem. Tanken er, at vandplanterne ligesom græs skal kunne høstes flere gange i løbet af året. På den måde bliver den opsamlede kvælstof i planterne fjernet fra jorden. Samtidig skal de skabe værdi for landmanden ved at blive anvendt enten som proteinholdigt foder i fx svineproduktionen eller til bioenergiformål. Projektet regner med, at miljøeffekten vil være op mod 25 kg kvælstof og 4 kg fosfor pr. hektar. Derudover forventer projektet at kunne skabe arbejdspladser, bl.a. hos producenter af vandplanter, virksomheder, der etablerer dyrkningssystemer i marken, fodervirksomheder m.m.

Udfører/hovedansøger Dansk Biogødning A/S
Øvrige samarbejdspartnere Lisgård Gods I/S
TROPICA AQUARIUM PLANTS A/S
DANGRØNT PRODUCTS A/S
Brdr Thorsen I/S
Projektets samlede budget DKK 5.901.146,98
Bevillingsstørrelse tildelt DKK 3.499.899,96