Magnesium er et såkaldt critical raw material med stor strategisk betydning. Det har en af de højeste styrke-til-vægt-ratioer blandt metaller, hvilket gør det særligt attraktivt til produktion af lettere og mere energieffektive komponenter – eksempelvis i bilindustrien. Dansk geotermisk vand er blandt de mest magnesiumholdige i Europa. I kombination med den teknologiske udvikling inden for vandbehandling og ekstraktionsteknologier vurderer vi, at eksisterende processer for magnesiumproduktion kan modificeres, så magnesium kan udvindes bæredygtigt og konkurrencedygtigt – med brug af geotermisk vand og grøn elektricitet fra sol og vind. I dag importeres hele Europas forbrug af magnesium fra Kina, hvor det primært produceres via den såkaldte
Pidgeon-proces. Denne metode anvender typisk kul som reduktionsmiddel og har en høj klima- og miljøbelastning: mere end 20 kg CO₂ pr. kg magnesium samt udledning af SOₓ, NOₓ, partikler og giftige affaldsstoffer. Hertil kommer de negative miljøpåvirkninger fra traditionel minedrift, herunder arealforbrug og tab af levesteder.