Dette projekt har til formål at udvikle og demonstrere brugen af flergangsklude til patientvask i sundhedssektoren. Det cirkulære koncept er tidligere bevist som proof-of-concept, og vil i dette projekt færdigudvikles frem til fuldskalademonstration. Projektet vil udfase de 142.000.000 engangsklude, som årligt benyttes på danske hospitaler og dermed reducere CO2-udledning med 28.100 tons CO2-ækv. Og skabe en meromsætning på 100 mio. DKK. Ved at kombinere viden om vaske- og logistikservices og hygiejne med forståelse for adfærd og arbejdsrutiner på danske hospitaler, udvikles konceptet af flergangsklude og dertilhørende emballage samt logistiksystem. Projektet vil dokumentere miljøgevinster samt opfylde retningslinjer for bl.a. patient- og medarbejdersikkerhed. Projektet vil positionere DK som et fyrtårn inden for afskaffelse af engangsprodukter og bidrage til DKs 2030 mål om 70 % reduktion i CO2-udledning.