En cirkulær løsning er at anvende selvforstærkede termoplast kompositter, hvor både fiber og matrix består af det samme termoplastmateriale. Dette materiale er fuldt genbrugeligt og kan indgå i et lukket materialekredsløb. Projektet ønsker at udvide anvendelsesområdet ved at udvikle og industrialisere endnu stivere selvforstærkede termoplastkompositter ved brug af den stiveste filler der findes, carbon nanotubes, og derved medvirke til hurtigere udfasning af nuværende, ikke cirkulære kompositmaterialer. Carbon nanotubes kan produceres CO2-neutralt og kompositegenskaberne forringes ikke ved efterfølgende genanvendelse. Målet er at demonstrere et fuldskala produktions setup til fremstilling af plastgranulater med carbon nanotubes og spinning/trækning af stivere plastfibre.