Danske murstensproducenter står over for en stor udfordring. Fra 2025 skal nye bygninger udlede langt mindre CO₂ for at leve op til nationale klimakrav. Traditionel murstensproduktion udleder omkring 177 kg CO₂/ton, primært fordi der brændes med naturgas – og det gør det umuligt at overholde kravene uden en grundlæggende ny tilgang.
VALGREEN-projektet udvikler og demonstrerer derfor CO₂-fangstteknologi målrettet murstensproduktion. Projektet samler Gråsten Teglværk, DTU, Topsøe, FORCE, Cybernetica, Rambøll og Pentair/Union Engineering i et stærkt samarbejde. Målet er at fange CO₂ direkte fra ovnens røggas uden at gå på kompromis med murstenens velkendte styrke, holdbarhed og udtryk.
Projektet skal resultere i mursten med næsten nul udledning og dokumenteret miljøprofil (EPD under 10 kg CO₂/ton) – samtidig med, at energiforbruget til fangst reduceres til 1,95 GJ/ton via varmepumper, intelligent styring og nye opløsningsmidler. Projektet vurderer også den samlede samfundsøkonomiske værdi af løsningen.
Det innovative i VALGREEN er, at CO₂-fangsten skaber værdi via et færdigt produkt (klimaneutrale mursten) frem for gennem selve CO₂’en. Det gør teknologien økonomisk attraktiv og relevant for andre industrigrene med vanskelige udledninger.