640242-534163

FBoT-Mobile: Mod netto nul CO2-udledning med mobil hydraulik

2024

Projektet sigter mod at udvikle og demonstrerer en ny teknologi, Full-Bridge oscillation Transformer (FBoT), som forbedrer energieffektiviteten i hydrauliske systemer med mindst 85 %. Energieffektivitets forbedringerne i det hydrauliske system er nødvendige for at muliggøre elektrificering af større entreprenørmaskiner som eksempelvis hjullæssere.

CO2-udledninger fra entreprenørmaskiner er sammenlignelige med udledningerne fra international luftfart og udgør en betydelig miljømæssig udfordring. Elektrificering af sektoren er afgørende for at opnå netto-nul CO2-udledninger, men det kræver væsentlige effektivitetsforbedringer af de hydrauliske systemer.

Projektet fokuserer på at udvikle og demonstrere den banebrydende Full-Bridge Oscillation Transformer (FBoT)-teknologi i et samarbejde mellem HyNeron, AAU og Danfoss Power Solutions. Gennem projektet vil en FBoT blive udviklet, konstrueret, installeret og testet i en læssemaskine. Maskinens energiforbrug vil blive målt ved hjælp af standardiserede testcyklusser, og energiforbruget for læssemaskinen med det nye FBoT-baserede system vil blive sammenlignet med energiforbruget for læssemaskinen med et standardhydrauliksystem installeret.

Projektet forventer at demonstrere et markant lavere energiforbrug, når læssemaskinen anvender FBoT-systemet sammenlignet med det nuværende standardsystem. Derudover forventes projektet at udvikle flere nye energieffektive systemarkitekturer baseret på FBoT-teknologi.

Dette projekt bygger på en helt ny transformer-teknologi, der muliggør innovative systemarkitekturer der tillader energiopsamling samt energieffektiv styring af hydrauliksystemer gennem "tabsfri" effekt-deling og -distribution i hydrauliksystemet.

Udfører/hovedansøger HyNeron ApS
Øvrige samarbejdspartnere

Danfoss Power Solutions ApS

Aalborg Universitet

Projektets samlede budget DKK 11.167.939
Bevillingsstørrelse tildelt DKK 6.674.730