64022-4104

Undersøisk biologisk rensningsanlæg til industrielt spildevand

2022

Projektet skal demonstrere at undersøisk biologisk rensning af industrielt spildevand er en teknisk, operationel og økonomisk brugbar metode til at opnå nul skadelige udledninger af procesvand fra olie- og gasproduktion til havs.

Alene i den Nordøstlige Atlanterhavsregion udledes der årligt ca. 300 millioner m3 Produceret Vand (PW) fra olie- og gasproduktionen. Det medfører at ca. 4090 tons olie udledes til havmiljøet sammen med miljøskadelige kemikalier. Vi vil tilpasse MBBR (Moving Bed Bio Reactor) teknologien til anvendelse under vand så det kan stilles på havbunden. MBBR er kendt teknologi til rensning af industrielt spildevand på land. Ved at stille det på havbunden kan vi omgå vægt- og pladsbegrænsninger på eksisterende olieproduktionsplatforme så teknologien kan bruges på eksisterende oliefelter. Projektet vil demonstrere at MBBR på havbunden er en teknisk, operationel og økonomisk attraktiv metode til at opnå nul skadelige udledninger af procesvand fra olie- og gasoperationer til havs. Den kommercielle partner i projektet er MUTAG, en del af Lynddahl A/S der udvikler og producerer MUTAG BioChipsTM som vi vil bruge i vores MBBR demonstration. Projektet vil udvide MUTAG’s forretningsmodel, kundebase, geografiske marked og introducere MUTAG som en betydelig aktør inden vandbehandling for havbaserede industrielle anlæg.

 

Udfører/hovedansøger Danmarks Tekniske Universitet (DTU)
Øvrige samarbejdspartnere

MUTAG A/S

Lynddahl A/S

Projektets samlede budget DKK 6.626.376
Bevillingsstørrelse tildelt DKK 4.724.215