Smart Grid eller smart energi, som det også kaldes i dag, står centralt i grøn energiteknisk omstilling. Fuld nyttiggørelse af Smart Grid lader dog vente på sig. Flere barrierer er identificeret - herunder lavt forbrugerkend-skab og regulatoriske barrierer for nye selskaber.
Projektets formål var at:
- Øge viden om markedsmuligheder og -barrierer for potentielle virksomheder, der kan levere Smart Grid-løsninger.
- Øge og mobilisere interessen for Smart Grid hos forbrugerne.
- Øge forståelse for Smart Grid-muligheder hos beslutningstagere.
Det har været projektets intention, på let og levende vis at formidle de nye energiteknologiske muligheder, seneste viden samt forventningerne til Smart Grid. Gennem analyser baseret på kvantitative og kvalitative undersøgelser er der skabt en podcast med 15 episoder, som oplyser og stimulerer interessen for engagement i Smart Grid-muligheder. Podcast-serien er suppleret af 15 artikler, som er offentliggjort på www.defrieenergi-selskaber.dk.
Som en del af projektet er der foretaget to spørgeundersøgelser, som har afdækket forbrugernes viden om og interesse for smart grid og smart energi. Resultaterne af disse har været anvendt i både podcasten som baggrund og i de supplerende artikler.
Udbyttet af projektet har dermed været formidling af energiteknologisk viden til målgrupperne med det formål at få kapitaliseret på de investeringer, der allerede er foretaget i Smart Grid og få sat skub i udnyttelsen af Smart Grid-muligheder fremover.