I projektet er gennemført en større udredning, samt udvikling og demonstration af tre foranstaltninger vedr. beskyttelse mod Legionella.
Udredningen omfattede undersøgelse af spredning, vækst og reduktion af Legionella i varmtvandssystemer samt af myndighedskrav, standarder og forskningsundersøgelser. Denne viste bl.a., at på grund af biofilm er temperaturkravene til bekæmpelse mod Legionella undervurderet, ligesom de danske temperaturkrav er i den lave ende.
Der er udviklet et risikovurderingsværktøj baseret på en anerkendt metode og gennem tilpasning af de fundne influensparametre med henblik på at gøre det brugbart i praksis. Værktøjet skal bidrage til en bedre afklaring af såvel eksisterende som nye brugsvandsinstallationer.
En elektrisk booster-enhed sikrer temperaturovervågning og optimal kontrol af brugsvandsinstallationen baseret på viden om Legionellas vækst og reduktion. Løsningen vil kunne understøtte fremtidig tilpasning og udvikling af produkter til temperaturudfordringen for beskyttelse mod Legionella.
Anvendelse af det relativt miljøvenlige hypoklorsyre giver mulighed for legionellasikring ved lavere vandtemperatur, dvs. svarende til det komfortmæssige behov, uden forøget legionellarisiko. Projektet har vist, at det er muligt at bringe høje legionella-kimtal ned til et tolerabelt niveau og at kunne fastholde det. Løsningen vil derfor kunne give klare fordele med hensyn til at reducere energi- og klimaaftryk og foreslås inddraget formelt i det danske bygningsreglement, såfremt specifikke dokumentationskrav opfyldes.